layoutelementlayoutelement
logo - tværgående enhed for læring 

Læring, trivsel, samskabelse og personlig mestring ...

... FLL er et projekt, der peger direkte ind i Horsens Kommunes ambitioner for alle børn og unge.

Udfordrende læringsmiljøer, innovation og eksperimenterende tilgang samt inddragelse af lokalsamfundet er nogle af de områder og kompetencer, der bringes i spil for de hold, som  deltager i FLL.

Turneringen har stærkt fokus på de naturvidenskabelige og teknologiske fag og henvender sig til børn og unge i alderen 10-16 år.

Turneringen udfordrer elever til at arbejde projektorienteret og på tværs af faggrænser og kompetencer.

Med afsæt i årets tema arbejder holdet både med forskning, teknologi og design og markedsføring. Endelig indgår børnenes evne til at samarbejde også som en væsentlig del af projektet.

Holdet opnår de bedste resultater, når det sammensættes af børn og unge med forskellige kompetencer. Det siger sig selv i et projekt, der arbejder med så forskellige discipliner. På den måde får børnene en erfaring med, at forskelligheder er en ressource.

Der åbnes med andre ord for en turnering, hvor det at arbejde på tværs af fag og kompetencer ikke bare er en mulighed men også en fordel, og hvor arbejdet med FLL-projektet ligger i naturlig forlængelse af folkeskolereformens forståelse af understøttende undervisning, faglig fordybelse og målstyret læring.

Som en stærk sløjfe på dette års FLL møder grundtanken desuden yderligere opbakning i årets tema, som bringer fokus på læring og læringsmiljøer.

Programmøren, designeren, forskeren og formidleren

Den del af holdet, som arbejder med løsningen af den teknologiske opgave, skal programmere en LEGO Mindstorm-robot. Programmet skal føre robotten igennem en bane af udfordringer, som FIRST LEGO League har specialdesignet til turneringen.

Robotten skal naturligvis også have et design, der understøtter funktionaliteten. Det teknologiske arbejde samt begrundelse for designet formuleres i en rapport, som udgør en del af holdets samlede projekt. 

Så er der forskerne på holdet. De stiller spørgsmål inden for årets tema, afgrænser en problemformulering og søger på den baggrund muligheder og svar. Deres arbejde formuleres i holdets forskningsrapport.

Holdets markedsføringsgruppe arbejder med en strategi for profileringen af det samlede projekt. Gruppen beskriver strategien i en markdesføringsrapport, som udgør tredje del af projektet.

Endelig skal holdet som en fjerde og sidste del af projektet beskrive deres samarbejde.

FLL WORLD CLASS – dette års tema

Teamet som holdene arbejder under er  i 2014 World Class.

 

Hvordan skal læring foregå i fremtiden? Hvordan ønsker eleverne at tilegne sig viden - og hvor kan læringen finde sted?

FLL holdene skal undersøge de måder, man kan lære på og komme med deres innovative løsningsforslag og præsentere dem for de voksne.

Spørgsmål

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte FLL-projektkoordinator Rikke Vind på 76 29 15 51 eller riv@horsens.dk.

Du tilmelder dig og dit hold ved at udfylde tilmeldingsskemaet, som du finder ved at klikke her (åbnes i nyt vindue).

Bemærk venligst at vi i år kører med et maksimumantal på 52 hold.

Den lokale turnering i Horsens finder sted lørdag 8. november 2014, og vinderholdet - FIRST LEGO League CHAMPIONS inviteres til at deltage ved den Skandinaviske finale i Industriens Hus i København tre uger senere lørdag 29. november.

 


Horsens Kommunes byvåben

Tværgående Enhed for Læring

Rådhustorvet 4
8700 Horsens
Tlf. 76 29 30 90
E-mail: laering@horsens.dk
Sikker e-mail: uddannelseogarbejdsmarked@horsens.dk

CVR 2918 9889
EAN 5798006184972